Pernille Skipper vil fremover være at finde på tv-skærmen hos TV 2 News.
Fra 1. maj bliver den tidligere Enhedslisten-profil politisk kommentator på tv-kanalen, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
– Jeg håber at bidrage til den politiske samtale med konkret erfaring og viden fra de fora, hvor beslutningerne bliver taget, siger Pernille Skipper i meddelelsen.
– Det politiske spil og de uskrevne regler er så mange og så kringlede, at det kan være svært gennemskueligt, men det er politik alt for vigtigt til.
Pernille Skipper var fra 2016 til 2021 politisk ordfører for Enhedslisten og dermed partiets frontfigur.
Hun genopstillede ikke ved valget i november, da hun faldt for partiets rotationsprincip for folketingspolitikere.
I programmet “News & Co” bliver hun fast kommentator, mens Pernille Skipper også bliver en del af programmet “Besserwisserne”.
På hendes første arbejdsdag, 1. maj, skal hun dække arbejdernes internationale kampdag i studiet hos TV 2 News.
/ritzau/