De senere år har EU-landene brugt enorme summer på at komme igennem coronaepidemien og klare de stigende energipriser som følge af krigen i Ukraine. Men nu skal gælden bringes ned.
Det fastslår EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Derfor foreslår EU-Kommissionen nu at ændre reglerne for EU-landenes økonomier for både at presse og hjælpe EU-landene til at få styr på de offentlige finanser.
– De nye regler vil bidrage til at reducere den høje offentlige gæld på en realistisk, gradvis og vedvarende måde.
– Sunde offentlige finanser gør det muligt for os at investere endnu mere i kampen mod klimaforandringer, i digitaliseringen og i forsøget på at gøre vores økonomier mere konkurrencedygtige, siger Ursula von der Leyen.
Udtalelserne kommer i forbindelse med fremlæggelsen af forslaget onsdag i Bruxelles.
/ritzau/