Sveriges centralbank hæver renten til højeste niveau i 15 år

    Den svenske centralbank, Riksbanken, har onsdag sat den ledende rente op med yderligere 0,5 procentpoint til 3,5 procent.

    Det har banken netop offentliggjort.

    Siden maj 2022 har Riksbanken hævet den ledende rente fra 0,0 procent til det nuværende niveau. Dermed skal man tilbage til 2008 for at finde en højere svensk rente.

    Centralbanken er tvunget til at hæve renten på ny i forsøget på at tøjle den høje inflation i landet. Det mener Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank.

    – Selv om inflationen i Sverige aftog i marts, ligger inflationen fortsat på 10,6 procent. Det er tæt på det højeste niveau siden starten af 1990’erne, skriver han i en kommentar.

    Til sammenligning blev inflationen i Danmark opgjort til at være 6,7 procent i samme måned.

    Og spørger man Kim Blindbæk, skal svenskerne forvente yderligere rentestigninger i den kommende periode.

    – Ifølge Riksbanken ligger en renteforhøjelse på 0,25 procentpoint i kortene på enten rentemødet i juni eller i september.

    De højere renter har særligt haft konsekvenser for de svenske boligpriser, der kontinuerligt er raslet ned det seneste år.

    Det skyldes ifølge seniorøkonomen, at svenskere i høj grad finansierer sine boligkøb med lån med en variabel rente.

    – Derfor slår renteforhøjelserne hårdt igennem i privatøkonomien.

    – Overordnet set er boligpriserne dog bare faldet tilbage i det leje, som vi så omkring coronakrisen, lyder det.

    Allan Sørensen, cheføkonom hos Dansk Industri, vurderer, at den høje inflation i Sverige primært er et resultat af højere priser på import.

    – En stor del af inflationen i Sverige er importeret. Priserne på import er steget ekstraordinært meget i landet som følge af svækkelsen af den svenske krone.

    – Det gør import dyrere, siger han i en kommentar.

    /ritzau/