Region tilbyder familiesamtaler for unge pårørende til alvorligt syge

    Hvis et nært familiemedlem bliver alvorligt syg eller dør, skal alle børn og unge i Region Syddanmark fremover vurderes og tilbydes hurtig hjælp.

    Det har regionsrådet i denne uge besluttet, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

    Tilbuddet kommer til at gælde for børn og unge til og med 18 år.

    – Børn og unge har endnu ikke udviklet det følelsesmæssige beredskab, det kræver, når en alvorlig sygdom eller et dødsfald rammer forældre eller søskende, siger formand for sundhedsudvalget Mette With Hagensen (S).

    – Det kan få store konsekvenser for deres skolegang og sociale liv, hvis vi ikke får taget hånd om dem tidligt i forløbet.

    – Og det gælder alle børn og unge uanset familiemedlemmets alvorlige diagnose, siger hun i pressemeddelelsen.

    Regionens faglige anbefaling har været, at børn, unge og deres familier fremover bliver screenet i sådanne tilfælde.

    Det kan for eksempel ske via familiesamtaler. Samtalerne skal give viden og redskaber til at tackle hverdagen som pårørende. Det skriver regionen.

    Konkret for børnene og de unge skal samtalerne afklare, hvordan deres mentale helbred er påvirket. Og hvilken hjælp der eventuelt er brug for.

    Ifølge regionen vil familiesamtalen for nogle være nok. Andre vil have behov for flere tiltag. Det kan eksempelvis være gennem kommune, region eller patient- og pårørendeforeninger.

    Risikoen er ifølge Mette Bossen Linnet (V), der er formand for regionens psykiatri og socialudvalg, børnene og de unge udvikler psykisk sygdom.

    – Vi ved, at børn og unge, der er pårørende til forældre med psykisk sygdom, selv har stor risiko for at udvikle psykisk sygdom, siger hun i pressemeddelelsen.

    Mette Bossen Linnet siger videre, at det “stjæler barndomsår” fra børn og unge, hvis de skal “tage højde for og vare på forældre med psykisk sygdom”.

    – Et barn eller ungt menneske skal nemlig aldrig stå alene med den sorg og savn, det er, når forældre eller søskende bliver alvorligt syge eller dør, siger hun.

    Pengene til indsatsen kommer ifølge regionen fra budgetaftalen for 2023. Der er tale om 1,1 millioner kroner i 2023. Det stiger senere til 3,5 millioner kroner årligt.

    /ritzau/