Taliban dræber IS-leder bag lufthavnsangreb i Kabul i 2021

    Taliban har dræbt lederen af en IS-gruppering, som menes at stå bag et dødeligt angreb i lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, i august 2021.

    Det oplyser amerikanske embedsmænd til CBS ifølge britiske BBC.

    Ifølge embedsmændene blev IS-lederen dræbt for flere uger siden, men det har taget noget tid at få dødsfaldet bekræftet.

    – Regeringens eksperter er meget sikre på, at denne person faktisk var den hovedansvarlige (bag angrebet, red.), siger embedsmænd til CBS.

    I august forrige år eksploderede en selvmordsbombe i Kabuls lufthavn, mens USA og dets allierede var i gang med en storstilet evakuering af egne soldater og afghanere.

    Op mod 183 mennesker mistede livet. Langt de fleste var civile afghanere. Men også 13 amerikanske soldater blev dræbt.

    Navnet på den dræbte Islamisk Stat-leder er ikke blevet offentliggjort.

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters har USA’s udenrigsministerium tidligere udlovet en dusør på op til ti millioner dollar – godt 67 millioner kroner – for oplysninger om IS-leder Sanaullah Ghafari og hans medsammensvornes tilholdssted.

    Ifølge USA stod de bag det blodige angreb i Kabuls lufthavn.

    Ghafari er leder for den afghanske gren af Islamisk Stat, Islamisk Stat Khorasan (IS-K).

    IS-K dukkede op i 2014 og bruger i sit navn udtrykket Khorasan. Det er en gammel betegnelse for regionen, hvor Afghanistan ligger.

    Ghafari blev i 2020 udpeget til at lede organisationen. Det var hans ansvar at godkende alle IS-K’s operationer i Afghanistan. Men også at sikre sig, at der var penge til at udføre dem, vurderer det amerikanske udenrigsministerium.

    I november 2021 blev han af ministeriet betegnet som en “global terrorist af særlig interesse”, skriver Reuters.

    USA’s præsident, Joe Biden, blev kritiseret af sine Nato-allierede for måden, hvorpå han havde igangsat den store evakuering af soldater og civile afghanere.

    De civile havde blandt andet som tolke bistået de vestlige styrker i løbet af de næsten 20 år, hvor de fremmede styrker var i landet.

    /ritzau/