Stoltenberg besøger Kyiv for første gang under Ruslands krig

    Billeder fra Ukraine viser torsdag formiddag, at Nato-alliancens øverste chef er på besøg i det krigsramte land.

    Jens Stoltenberg er således rejst til hovedstaden Kyiv. Det er første gang, han besøger Kyiv, siden Rusland invaderede Ukraine.

    Det skriver mediet Kyiv Independent ifølge Reuters.

    Til nyhedsbureauet TT bekræfter Nato besøget.

    – Generalsekretæren er i Ukraine. Vi kommer med mere information snarest muligt, skriver Nato til TT.

    Ifølge Kyiv Independent har Stoltenberg deltaget i en mindehøjtidelighed for faldne ukrainske soldater.

    Derudover har Nato-chefen besigtiget ødelagt, russisk militærudstyr på en central plads i Kyiv.

    Nato har siden Ruslands invasion i februar sidste år været åben om sin støtte til Ukraine. Natos medlemslande har både individuelt og i samarbejde med hinanden doneret militærudstyr til ukrainerne.

    /ritzau/