Tysk Patriot-luftforsvarssystem er leveret til Ukraine

    Ukraine har modtaget det Patriot-luftforsvarssystem, som Tyskland havde lovet det krigshærgede land.

    Det fremgår af den tyske Forbundsdags hjemmeside.

    – Forbundsregeringen støtter det ukrainske militær i tæt koordinering med sine partnere og allierede, lyder det fra den tyske regering.

    I februar i år havde Ukraine siden krigens begyndelse i februar sidste år modtaget våben for mere end 350 milliarder kroner.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Dengang slog den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, fast, at der var mere støtte på vej.

    – USA, Tyskland og Holland arbejder sammen for at levere Patriot-luftforsvarssystemet. Frankrig og Italien arbejder sammen for at levere et SAMP/T-luftforsvarssystem, lød det fra Lloyd Austin ifølge Reuters.

    I januar inviterede den amerikanske præsident, Joe Biden, 100 ukrainske soldater til USA for at modtage træning i at bruge Patriot-forsvarssystemet. Det skrev det amerikanske magasin Time.

    Patriot-systemet kan skyde fly, krydsermissiler og nogle ballistiske missiler ned og dermed forhindre, at missilerne rammer deres mål.

    /ritzau/