Sydkoreansk præsident åbner for mulig militær støtte til Ukraine

    Sydkorea åbner døren for mulig militær støtte til Ukraine, hvis landet kommer under omfattende civilt angreb, lyder det fra den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol.

    Meldingen kommer i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

    Dermed er der mulighed for, at Sydkorea udvider sin støtte til Ukraine, som på nuværende tidspunkt gælder økonomisk og humanitær bistand.

    Der er tale om et skifte i holdningen hos den sydkoreanske regering, der hidtil ikke har villet tage del i oprustningen af den ukrainske hær.

    Interviewet med Reuters kommer forud for præsidentens besøg i USA næste uge.

    Yoon siger, at hans regering har undersøgt, hvordan man fra sydkoreansk side kan hjælpe med at forsvare og genopbygge Ukraine på samme måde, som Sydkorea fik støtte fra det internationale samfund efter Koreakrigen i 1950’erne.

    – Hvis der er en situation, som det internationale samfund ikke kan tolerere, som et omfattende angreb på civile, massakre eller alvorlige brud på krigens lov, kan det blive svært for os at insistere på kun humanitær og finansiel støtte, siger præsidenten.

    /ritzau/