USA har sandsynligvis dræbt IS-planlægger i helikopterangreb

    En højtstående leder hos Islamisk Stat (IS) i Syrien menes mandag at være blevet dræbt i et amerikansk helikopterangreb.

    Det oplyser Centcom, den amerikanske centralkommando med ansvar for Mellemøsten.

    Centralkommandoen hævder, at IS-medlemmet blandt andet var skyldig i at “planlægge terrorangreb i Mellemøsten og Europa”.

    – Den amerikanske centralkommando udførte på egen hånd et helikopterangreb rettet mod en højtstående IS-leder og operationsplanlægger, står der i en meddelelse fra Centcom.

    Angrebet har “sandsynligvis” forårsaget IS-medlemmets død, oplyser centralkommandoen. Personens identitet kendes ikke.

    To andre bevæbnede personer er ifølge USA også blevet dræbt.

    Det Syriske Menneskerettighedsobservatorium (Sohr), som har hovedsæde i Storbritannien, melder, at en bygning, hvor et IS-medlem var til stede, blev ramt.

    Angrebet skete i en landsby tæt på byen Jarabulus ved Syriens nordlige grænse til Tyrkiet.

    IS-medlemmet har tidligere været fængslet i den kurdisk-kontrollerede by Manbij ifølge Sohr.

    Han søgte tilflugt i området, hvor han senere menes at være blevet dræbt, for omkring seks måneder siden. Her var han under beskyttelse af en pro-tyrkisk gruppe.

    Borgere i området oplyser til nyhedsbureauet AFP, at manden blev dræbt, mens han forsøgte at flygte.

    Ingen civile eller amerikanske soldater er ifølge Centcom kommet noget til under angrebet.

    Også tidligere i april har USA angrebet og dræbt et højtstående IS-medlem.

    Det medlem hedder Khalid Aydd Ahmad al-Jabouri, og han var ifølge Centcom ansvarlig for at planlægge angreb i Europa for Islamisk Stat og for at udvikle gruppens ledelsesstruktur.

    Han blev dræbt mandag 3. april.

    Der er aktuelt 900 amerikanske soldater til stede i Syrien. De fleste af soldaterne befinder sig i den nordøstlige del af landet, der er kontrolleret af kurdere.

    USA står i spidsen for en vestlig koalition, som forsøger at bekæmpe de tilbageværende medlemmer af Islamisk Stat i Syrien.

    /ritzau/AFP