Sygemeldt senator skaber problemer for demokraterne

    New York-senator Kirsten Gillibrand har søndag amerikansk tid forsvaret sin kollega Dianne Feinstein, der for tiden er sygemeldt fra det amerikanske senat.

    Det skriver CNN.

    – Hun kommer tilbage til arbejdet, siger Gillibrand til CNN om den sygemeldte demokratiske kollega, som flere vil have til at træde tilbage.

    Demokraterne har et spinkelt flertal i senatet på 51 pladser mod republikanernes 49, men fordi Feinstein arbejder hjemmefra, er hun afskåret fra at stemme.

    – Vi har brug for hendes stemme i Senatet før eller siden. Vi har sager som gældsloftet foran os, siger Amy Klobuchar, en anden demokratisk senator, til mediet ABC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Feinstein har været sygemeldt siden marts og har dermed sat forskellige politiske projekter i stå. Det gælder blandt andet diskussionen om, hvorvidt den amerikanske regering skal hæve gældsloftet.

    Flere demokrater kaldte derfor i sidste uge på, at den 89-årige politiker burde træde tilbage.

    Onsdag oplyste Feinstein, at hun midlertidigt træder tilbage fra sin plads i retsudvalget, mens hun kommer sig over sin sygdom.

    Hun er sygemeldt på grund af helvedesild, som er et smertefuldt udslet.

    /ritzau/