Mindst 25 mennesker meldes dræbt i kampe på tværs af Sudan

    Mindst 25 mennesker er lørdag blevet dræbt i igangværende sammenstød på tværs af Sudan. Andre 183 er blevet såret.

    Det oplyser den sudanske lægeforening sent lørdag aften dansk tid.

    Lægeforeningen har hidtil ikke været i stand til at afgøre, om alle ofrene er civile.

    To mennesker blev dræbt i lufthavnen i hovedstaden Khartoum, fire i den nærliggende by Omdurman, otte i byen Nyala, seks i El Obeid og fem i El Fasher, oplyser foreningen.

    Der har dagen igennem været massive skudvekslinger og flere eksplosioner i Khartoum.

    Urolighederne kommer efter flere dages spændinger og magtkampe mellem den sudanske hær og den paramilitære organisation RSF.

    Parterne stod i fællesskab bag et kup i efteråret 2021.

    Siden da er de dog blevet uenige om, hvordan Sudan skal transformeres fra et militært styre til et civilt styre – altså til et styre, der ikke ledes af en person fra militæret.

    Et at stridspunkterne er angiveligt, hvorvidt RSF skal integreres som en del af den sudanske hær.

    Ifølge RSF er Sudans hær lørdag gået ind i nogle af RSF’s lejre i Khartoum.

    Sudans hær hævder omvendt, at RSF har forsøgt at angribe medlemmer af hæren flere steder.

    /ritzau/Reuters