Rigsadvokat har i mere end fem år overvejet Niels Holck-sagen

    Der kan sagtens gå adskillige år, mens anklagemyndigheden undersøger, om der er grund til at udlevere en borger til en straffesag i et andet land.

    Domstolene har ifølge loven ikke mulighed for at fastsætte en frist.

    Det siger Højesteret i en kendelse om Niels Holck. Han har i mere end fem år ventet på, at Rigsadvokaten afgør, om han skal udleveres til Indien eller ej.

    Dommerne i landets øverste retsinstans skriver i en kendelse, som er offentliggjort fredag, at danskerens menneskerettigheder ikke er krænket.

    Desuden har dommere ikke mulighed for i medfør af udleveringsloven at fastsætte en frist for anklagemyndigheden.

    Omvendt er borgere, der er sigtet for en forbrydelse, langt bedre stillet. De kan gå til retten for at få lagt pres på anklagemyndigheden, hvis sagsbehandlingstiden er nede i sneglefart.

    Niels Holck deltog i en nedkastning af våben over den indiske delstat Vestbengalen i 1995. Siden har Indien to gange bedt om at få danskeren udleveret til en straffesag.

    Det første forsøg sluttede med et nej. I 2011 afviste Østre Landsret at udlevere danskeren. Der var risiko for, at han ville blive udsat for tortur.

    Men i december 2016 gjorde Indien et nyt forsøg på at få Holck udleveret.

    Siden da har Rigsadvokaten undersøgt sagen uden at komme til en konklusion.

    Efter nogle år uden nyt gik Niels Holck til domstolene i et forsøg på at få fastsat en frist, så han kan få en afklaring.

    Tre gange har han fået nej. Først i Retten i Hillerød, så i Østre Landsret og nu i Højesteret.

    Hvad Rigsadvokaten præcist får tiden til at gå med, vides ikke.

    I kendelsen fra Højesteret står, at undersøgelsen drejer sig om, hvorvidt betingelserne for udlevering er opfyldt. Blandt andet er der kontakt til de indiske myndigheder “med henblik på at sikre opfyldelsen af Danmarks internationale forpligtelser.”

    Sagen gav en diplomatisk krise, fordi den indiske regering har været stærkt fortørnet over den manglende udlevering.

    På et møde mellem premierminister Narendra Modi og statsminister Mette Frederiksen (S) i maj sidste år forsikrede sidstnævnte dog, at Holck-sagen ikke blev drøftet.

    /ritzau/