En drabstiltalt mand må ikke se den PET-mand, som skal vidne imod ham i retten. Det, selv om de har siddet indsat i fængslet sammen i månedsvis.
Det har Retten i Glostrup afsagt kendelse om.
Både PET-manden og hans styringsofficer skal afgive forklaring for lukkede døre, så deres identiteter kan hemmeligholdes. Det fremgår af retsbogen.
Men det bliver dog alligevel muligt for både den tiltalte, pressefolk og øvrige tilhørere at følge med i forklaringer. De vil blive flyttet til tilstødende lytterum, har retten afgjort ifølge senioranklager Bo Bjerregaard.
PET-manden har ageret som infiltrator i sagen. Han blev med dæknavnet “Frank” indsat i Enner Mark Fængsel, hvor en i dag 29-årig mand afsonede en dom for drabsforsøg.
Den 29-årige og Frank blev med tiden fortrolige, og den 29-årige fortalte angiveligt PET-manden, at han havde slået højgravide Louise Borglit ihjel i 2016.
Hun blev stukket med 11 knivstik, da hun en fredag i november 2016 var ved at lufte sin søsters hund i Elverparken i Herlev.
Den 29-årige har ved tidligere retsmøder nægtet sig skyldig i drabet.
Hans forsvarer, Christina Schønsted, argumenterede for retsmødet for, at den 29-årige skulle have lov til at blive i retslokalet, når PET-manden afgiver forklaring. Han ved nemlig allerede, hvordan han ser ud.
– De har siddet sammen i fængslet i flere måneder, sagde hun under retsmødet.
Men dommer Henrik Munkholm har afgjort, at han skal ud af lokalet.
Af kendelsen om dørlukning fremgår det, at hvis forklaringerne blev givet for åbne døre – altså med tiltalte og tilhørere til stede – antages det “på afgørende måde at hindre sagens oplysning”.
Der er afsat 11 dage i retten til at behandle drabssagen mod den 29-årige. Sagen indledes ved Retten i Glostrup 2. maj, og sidste retsdag er 23. juni.
/ritzau/











