Fabriksbrand sender røg ind over det sydøstlige Randers

    Der er fredag brand i en fabriksbygning, og det sender røg ind over Langkastrup i det sydøstlige Randers.

    Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

    Politiet beder borgere i området om at lukke vinduer og døre samt slukke for ventilationsanlæg.

    Brandvæsenet er på stedet for at slukke branden.

    Randers Amtsavis skriver, at myndighederne torsdag morgen fik en melding om, at der var røgudvikling i en 100 meter lang lagerbygning på Kastrupvej. I bygningen er der både træpiller, frøskaller og solsikkekerner, skriver avisen.

    Natten til fredag kom der så en melding om, at det havde udviklet sig til en egentlig brand med ild i bygningens tagkonstruktion.

    – Det kommer til at tage mange timer endnu det her, for vi skal have tømt det ud. Det er den eneste måde at være sikker på, at vi har fået endevendt det hele, sagde Anders Rathcke, der er operationschef i Beredskab og Sikkerhed, tidligt fredag morgen til Randers Amtsavis.

    /ritzau/