Tre sigtet for dødsvold mod 42-årig mand i Frederikssund

    Tre mænd er anholdt og sigtet for vold med døden til følge mod en 42-årig mand i Frederikssund.

    Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse fredag.

    Manden, der er fra lokalområdet, blev overfaldet omkring klokken 01.55 natten til søndag ved Spar 5 Bodega i Havnegade, og hans tilstand blev betegnet som kritisk.

    Han afgik mandag ved døden, og derefter er sagen blevet efterforsket som en drabssag.

    De tre mænd fremstilles efter planen i grundlovsforhør i Retten i Hillerød fredag klokken 11. Her vil en anklager begære dem varetægtsfængslet i sagen.

    De er ikke sigtet for drab, men derimod for vold med døden til følge, som straffes mildere.

    En person kan dømmes for drab, hvis gerningspersonen enten har haft til hensigt at dræbe eller må have indset, at de skader, den forurettede blev udsat for, ville koste vedkommende livet.

    Når de tre i denne sag er sigtet for dødsvold, indikerer det, at politiet vurderer, at de tre ikke har haft til hensigt at slå ihjel.

    Det fremgår ikke, hvordan de tre forholder sig til sigtelsen.

    Politiet vil ikke give yderligere oplysninger inden retsmødet. Det er derfor uklart, hvorfor netop de tre personer er anholdt, hvem de nærmere er, eller hvad motivet til overfaldet skulle være.

    /ritzau/