Hvis man er på udkig efter et sommerhus, er der kommet flere at vælge mellem i marts.
Det viser nye tal fra Finans Danmark.
Kigger man i hele landet, er der nu lidt mere end 4000 fritidshuse på markedet. Det er knap seks procent flere end måneden før.
Men selv om der er kommet flere sommerhuse til salg, lader det stadig til at der er købere til dem. Liggetiden på sommerhuse tog nemlig også et fald i marts sammenlignet med måneden før.
Det betyder, at sommerhusmarkedet løber med solstrålehistorien på det danske boligmarked, mener Bo Sandberg, skatte- og boligøkonom i Dansk Industri.
– Årsagerne er flere – men set i forhold til før corona er udbuddet stadig ganske lavt, og der er samtidig stor interesse og mulighed for en ekstraindtægt ved udlejning af sommerhuse, skriver han i en kommentar.
Kigger man derimod på det samlede boligmarked, er der ikke kommet mere at vælge mellem.
Foråret plejer ellers at være tiden for flere salgsskilte, påpeger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
– Vi ser en lidt usædvanlig udvikling i antallet af salgsskilte på boligmarkedet, som bremser totalt op. Det er ellers sæson for flere varer på hylderne hos ejendomsmæglerne, men det udeblev i marts, skriver han i en kommentar.
/ritzau/











