Yderligere tre anholdt i drabssag fra Dragør Fort

    Københavns Politi har torsdag anholdt yderligere tre personer i drabssagen fra Dragør Fort den 22. januar i år, hvor en 54-årig mand blev dræbt.

    To af de anholdte fremstilles fredag i grundlovsforhør.

    Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    De anholdte er en 48-årig kvinde og to mænd på henholdsvis 50 og 56 år. Kvinden blev efter afhøring løsladt igen. De to mænd vil blive fremstillet ved grundlovsforhør fredag klokken 9.30.

    I sagen er tre personer allerede varetægtsfængslet, to mænd på 28 år og en 49-årig mand.

    Fra vicepolitiinspektør Knud Hvass lyder det, at man er kommet så langt i efterforskningen, at politiet nu har et godt overblik over, hvordan sagen hænger sammen.

    – De nærmere omstændigheder kan jeg ikke komme ind på, da sagen kører for lukkede døre, siger han i pressemeddelelsen.

    Ifølge Ekstra Bladet er det en af de øverste ledere i rockergrupperingen Bandidos, der er blevet anholdt. Det skulle ifølge mediet være den 50-årige mand.

    Den 54-årige mand døde af flere knivstik i brystet. En 28-årig mand har erkendt, at han dræbte manden, men han mener, at det var nødværge og nægter drab, men erkender grov vold.

    De tre anholdte er sigtet for medvirken til grov vold med døden til følge.

    /ritzau/