En 33-årig mand er torsdag blevet idømt et år og ni måneders fængsel for uagtsomt manddrab. Manden kørte i narkopåvirket tilstand galt i en stjålet bil i Uggerløse ved Holbæk den 17. oktober 2020.
Ved ulykken døde en 48-årig kvindelig passager.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Anklagere på det sociale medie Twitter.
Manden havde ved ulykken ikke et gyldigt kørekort. Med den nye dom er han blevet frakendt kørekortet i 10 år.
Ifølge anklager Sophia Luxford Meyer var manden påvirket af amfetamin, da han kørte galt i den stjålne bil.
– Jeg er tilfreds med dommen. Forholdet er tilbage fra oktober 2020, så det er fra før de seneste strafskærpelser på området, så man skal jo vurdere den på baggrund af de dagældende regler.
– Det, retten lagde vægt på i skærpende retning var, at han tidligere er straffet for lignende kriminalitet – ikke uagtsomt manddrab, men narkotikakørsler. I formildende retning lagde retten vægt på, at han mistede en meget nær person ved ulykken, siger hun.
Den 33-årige mand har udbedt sig betænkningstid i forhold til dommen.
/ritzau/











