De Konservative vil have et nationalt forbud mod PFAS-stoffer i forbrugerprodukter.
Det siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.
Dermed er De Konservative det første borgerlige parti, som går ind for et nationalt forbud i forbrugerprodukter såsom legetøj, kosmetik, smykker, møbler, husholdningskemikalier og hobbyprodukter.
PFAS er en samling af kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950’erne i alt fra produkter som brandslukningsskum til fødevareemballage.
SVM-regeringen arbejder for et forbud mod PFAS generelt på EU-plan. Regeringen vil desuden begrænse brugen af PFAS i Danmark.
I januar meddelte miljøminister Magnus Heunicke (S), at der indføres et nationalt forbud mod PFAS-stoffer i brandslukningsskum. Det gælder fra 2024.
Meldingen kommer samme dag, hvor Folketinget skal førstebehandle et beslutningsforslag fra Enhedslisten om netop et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter.
/ritzau/











