11 private virksomheder indfører fælles rygeforbud

    I Ringkøbing-Skjern Kommune er 11 private virksomheder gået sammen om et fælles rygeforbud.

    Det skriver TV Midtvest.

    En af virksomhederne er industrivirksomheden VM Tarm. Her lyder det fra direktør Holger Ross Lauritsen, at det nye tiltag har et sundhedsmæssigt formål.

    – Der er en sundhedsfordel ved det, da ikkerygere har færre sygedage end rygere, og det er jo en økonomisk fordel for os. Det er ikke derfor, vi gør det. Det er som et samfundsmæssigt initiativ, siger han til TV Midtvest.

    Samtidig fremhæver han et andet formål, som lyder, at de unge ansatte ikke skal begynde at ryge.

    Ifølge VM Tarms tillidsrepræsentant, Rasmus Schou, ryger cirka halvdelen af medarbejderne. Rygeforbuddet har sat sindene i kog blandt nogle af dem.

    Heriblandt smeden Jonas Boeriis, som synes, at “det er noget værre lort”.

    – Vi betaler jo selv vores pauser, så de kan jo egentlig være ligeglade med, hvad vi laver i vores pauser, udtaler han til regionalmediet.

    /ritzau/