7-Eleven får rekordomsætning trods hackerangreb

    Butikskæden 7-Eleven omsatte for 2,5 milliarder kroner i Danmark sidste år. Det er den højeste omsætning nogensinde.

    Det skriver 7-Eleven Danmark i en pressemeddelelse.

    – Det er en historisk høj omsætning, der sætter en ny milepæl for os. Og det skaber et tilfredsstillende resultat i et år, der har været præget af en lang række udfordringer, siger Jesper Østergaard i pressemeddelelsen.

    Han er administrerende direktør for 7-Eleven i Danmark.

    Både stigende priser på energi og indkøb har øget kædens samlede omkostninger, skriver ledelsen i regnskabet.

    Derudover var samtlige 7-Eleven-butikker i Danmark lukket i tre dage i august 2022, fordi selskabet blev ramt af et hackerangreb.

    Derfor er ledelsen tilfreds med resultatet, der ender på 57 millioner kroner efter skat.

    Det skriver den i årsregnskabet for selskabet bag 7-Eleven-konceptet i Danmark, Reitan Convenience Denmark.

    Selskabet driver både 7-Eleven-butikker og butikker under navnet Caffeine.

    Sidste års resultat tangerer selskabets rekordresultat fra 2019. Her tjente det 57,3 millioner kroner.

    /ritzau/