Italiens kystvagt kæmper for at redde 1200 migranter

    Italiens kystvagt kæmper mandag for at redde omkring 1200 migranter fordelt på to skibe i Middelhavet.

    800 af dem befinder sig om bord på en overfyldt fiskerbåd omkring 190 kilometer sydøst for byen Siracusa på det sydlige Sicilien.

    Aktionen er “kompleks”, fordi der er så mange mennesker om bord, lyder det fra kystvagten.

    De resterende 400 mennesker befinder sig om bord på et andet fartøj længere sydpå. Det er omkring 274 kilometer sydøst for Capo Passero, der ligger på den sydligste spids af Sicilien.

    Telefonlinjen Alarm Phone skriver på Twitter, at personerne om bord er “i panik”.

    Alarm Phone står bag en tjeneste, hvor migrantbåde i havsnød kan kontakte ngo’en, som så vil alarmere myndigheder.

    Der er i forvejen blevet reddet omkring 2000 migranter i løbet af weekenden.

    Ifølge data fra det italienske indenrigsministerium er der siden begyndelsen af året kommet over 14.000 migranter til Italien.

    Det er mange flere end i samme periode sidste år. Der var det 5300, mens tallet lå på 4300 i 2021.

    /ritzau/AFP