Guardiola: Haaland er på niveau med Ronaldo og Messi

    Den norske angriber Erling Haaland er på niveau med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, når det kommer til at score mål.

    Sådan lyder det fra cheftræneren i Manchester City, Pep Guardiola, efter klubbens 4-1 sejr over Southampton lørdag.

    I kampen scorede Erling Haaland, der var tilbage efter en skadespause, to mål.

    – Vi har haft to årtier med Cristiano Ronaldo og Lionel Messi som topscorere, men han (Haaland red.) er på deres niveau, siger Pep Guardiola ifølge AFP.

    Erling Haaland har nu scoret 44 gange i sin debutsæson for Manchester City.

    Med lørdagens to mål er han oppe på 30 i 27 Premier League-kampe.

    – Han scorer mange mål. Jeg er meget glad for hans 65 minutter efter en skade, og han hjalp os igen, siger Pep Guardiola.

    Pep Guardiola var i sine fire år som cheftræner i FC Barcelona selv træner for Lionel Messi.

    /ritzau/