Fotos viser høj aktivitet ved nordkoreansk atomkraftværk

    Satellitbilleder indikerer et højt aktivitetsniveau ved Nordkoreas primære atomkompleks.

    Det oplyser 38 North, der er en amerikansk tænketank, der laver analyser af Nordkorea.

    Den 3. og 17. marts viser satellitbilleder ifølge organisationen, at en eksperimentel letvandsreaktor ved atomkraftværket er “tæt på at være færdig”.

    Billederne indikerer også, at en reaktor på fem megawatt fortsat er i drift. Desuden viser billederne, at der bliver bygget nyt omkring kompleksets uranberigelsesværk, hvilket kan udvide værkets evne til at berige uran.

    Meldingen fra organisationen kommer, efter at det er blevet kendt, at Nordkoreas leder, Kim Jong-un har sagt, at produktionen af nukleart materiale til våben skal opgraderes.

    – Denne udvikling ser ud til at afspejle Kim Jong-uns nylige direktiv om at øge produktionen af spalteligt materiale for at udvide Nordkoreas arsenal af atomvåben, lyder det fra 38 North.

    /ritzau/Reuters