Taliban anholder brite kendt for at opsøge fare i Afghanistan

    Tre britiske mænd er tilbageholdt af Taliban i Afghanistan.

    Det oplyser nonprofitorganisationen Presidium Network ifølge nyhedsbureauet dpa.

    Organisationen siger, at den assisterer to af mændene. Den ene af de to er en læge fra en velgørenhedsorganisation ved navn Kevin Cornwell, mens den anden mands identitet ikke er offentliggjort.

    Presidium Network har bekræftet, at den tredje mand, der er tilbageholdt af Taliban, er en mand ved navn Miles Routledge.

    Routledge er en turist, der fik meget kritik og opmærksomhed på sociale medier, da han i august 2021 rejste til Afghanistan, selv om Taliban havde overtaget magten i landet.

    I medier er han blevet omtalt som en “fareturist”.

    De to mænd, der får assistance af Presidium Network, blev tilbageholdt af Talibans hemmelige politi 11. januar.

    Det er uvist, hvor længe Routledge har været tilbageholdt.

    /ritzau/