49-årig mand anholdt i drabssag fra Dragør Fort

    En 49-årig mand er fredag i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

    Han er sigtet i sagen om drabet på en 54-årig mand, som blev begået 22. januar i år ved Dragør Fort. Ifølge politiet skete det i forening med tre andre sigtede.

    Han nægter sig skyldig.

    Den 54-årige mand blev ifølge politiet stukket i brystet med kniv flere gange.

    To mænd på 28 år er allerede varetægtsfængslet i sagen. En tredje mand på 31 år er sigtet i sagen, men er blevet løsladt igen.

    Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har de to 28-årige og den 31-årige relation til bandemiljøet. Samme avis skriver, at den 49-årige mand tidligere har været mangeårigt medlem af samme bande, som de tre andre mænd.

    Den ene 28-årige mand og den 31-årige mand, som var de første til at blive anholdt nægter sig begge skyldige.

    Den anden 28-årige mand, som blev anholdt efterfølgende, erkendte, da han blev fremstillet i grundlovsforhør, grov vold. Men det var udelukkende sket i selvforsvar, forklarede han.

    Udfaldet af grundlovsforhøret af den 49-årige mand er fredag eftermiddag kort efter klokken 14.30 ukendt.

    Kort efter, drabet blevet begået, meldte politiet ud, at den umiddelbare efterforskning tydede på, at den 54-årige mand ikke var et tilfældigt udset offer.

    /ritzau/