Rapport: Canadisk politi overså advarsler før massakre i 2020

    Canadas politi overså flere blinkende advarselslamper forud for det værste masseskyderi i landets historie for knap tre år siden.

    Det konkluderer en omfattende rapport om massakren ifølge britiske BBC.

    22 mennesker blev dræbt, da en 51-årig mand forklædt som politimand gik til angreb. 13 blev skudt, mens ni døde i huse, som han satte ild til.

    Angrebet strakte sig over 13 timer den 18. og 19. april 2020. Det fandt sted i provinsen Nova Scotia i det østlige Canada.

    I rapporten om tragedien lyder det, at politiet burde have reageret på gerningsmandens opførsel inden angrebet.

    – Der var mange advarsler om gerningsmandens voldelige og ulovlige opførsel, som var kendt af en bred vifte af folk, og som politiet var blevet gjort opmærksom på i løbet af en årrække, siger Michael MacDonald.

    MacDonald står i spidsen for den kommission, der har haft til opgave at undersøge omstændighederne i forbindelse med skyderiet.

    Politiet kritiseres i rapporten for ikke at reagere hurtigt nok på angrebet.

    Politiet kommunikerede desuden dårligt med offentligheden, lyder det. Blandt andet fremhæves det, at det først 12 timer inde i angrebet blev oplyst, at gerningsmanden var forklædt som politibetjent.

    Rapporten, der er på 3000 sider, opfordrer til et grundigt eftersyn af Canadas nationale politi.

    Den kommer med i alt 130 anbefalinger til, hvordan politiet kan styrkes. Det skal eksempelvis hjælpe til at undgå masseskyderier i fremtiden.

    Leanne Fitch, der er en del af kommissionen, siger, at det er vigtigt, at anbefalingerne bliver gennemført.

    – Det canadiske samfund står et kritisk sted i forhold til at sikre respekten til politiet, siger hun ifølge BBC.

    /ritzau/