42-årig mand udleveret fra Polen efter knivoverfald på kvinde

    Retten i Holbæk har torsdag varetægtsfængslet en 42-årig mand i en sag om drabsforsøg.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

    Manden, som har en litauisk baggrund, er mistænkt i en sag, hvor en 41-årig kvinde i november sidste år blev fundet på Strandvejen i Svinninge med alvorlige knivskader i ansigtet.

    Umiddelbart efter hændelsen oplyste politiet, at kvinden ikke var i livsfare, men at hun havde fået skader, som krævede omgående lægebehandling.

    Politikredsen skriver i meddelelsen, at den hurtigt kunne lægge sig fast på den 42-årige litauiske mand som mistænkt.

    Men da det ikke umiddelbart lykkedes for politiet at finde ham i Danmark, blev han efterlyst internationalt.

    Den efterlysning førte til, at manden tidligere på ugen blev anholdt i Polen.

    Onsdag udleverede polsk politi manden til deres kolleger i Danmark, så han kunne blive fremstillet i grundlovsforhør.

    Midt- og Vestsjællands Politi har tidligere oplyst til Ritzau, at kvinden blev fundet af en gruppe håndværkere tidligt om morgen.

    Den 42-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig.

    Politiet oplyser også, at der var lukkede døre ved grundlovsforhøret, og at der er nedlagt navneforbud i sagen.

    Men politiet skriver i pressemeddelelsen, at det også mistænker manden for trusler og tyveri mod kvinden, og at kvinden er mandens tidligere kæreste.

    /ritzau/