19-årig mand kræves fængslet for drabsforsøg i Esbjerg

    En 19-årig mand bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg på en 21-årig mand i Esbjerg 26. februar.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved Retten i Esbjerg.

    Hvis retten lukker dørene, bliver det ikke muligt for offentligheden at få indblik i politiets beviser eller i den unge mands forklaring.

    Det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse, hvordan den 19-årige forholder sig til sigtelsen imod ham.

    Den 21-årige mand blev ramt af knivstik på Skolebakken i Esbjerg. Han blev umiddelbart efter knivstikkeriet indlagt på sygehuset i kritisk tilstand. Men han er nu uden for livsfare, oplyser politiet.

    Ifølge politiet kommer den 21-årige mand fra Varde.

    En 28-årig mand sidder allerede varetægtsfængslet i sagen. Han nægter sig skyldig i sigtelsen for drabsforsøg.

    Han blev varetægtsfængslet i fire uger 16. marts.

    1. marts frigav politiet seks overvågningsbilleder af tre sort- og hætteklædte mænd i forbindelse med sagen. Politiet bad i den forbindelse om hjælp fra befolkningen til at få identificeret de tre.

    Det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse, om det er nogle af de tre personer, som er blevet anholdt.

    Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at det ikke har yderligere oplysninger. Det skyldes, at der er tale om en verserende sag.

    /ritzau/