17-årig anholdt for skudepisode nær skole i Odense

    En 17-årig dreng er anholdt for en skudepisode i Odense tirsdag aften. Han fremstilles onsdag i grundlovsforhør.

    Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

    Skudepisoden fandt sted tirsdag lidt efter klokken 21 på Strandvejen i Seden i Odense, og der er ingen meldinger om, at nogen skulle være kommet til skade.

    Teenageren, der er fra Aarhus Kommune, blev anholdt af den første patrulje, der ankom til stedet. Han stilles onsdag for en dommer ved Retten i Odense, som skal tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.

    Politiet oplyser ikke, hvad han sigtes for, eller hvordan han forholder sig til sigtelsen.

    Skudsagen ikke bunder i en bandekonflikt, vurderer politiet, der mener, at den har forbindelse til en konkret konflikt i det kriminelle miljø. Der gives ikke flere oplysninger om, hvilken konflikt der er tale om.

    Fyens Stiftstidende har beskrevet, at politiet efterfølgende var massivt til stede i et større område ved Seden Skole og Fjordagerhallen.

    Både spor- og narkohunde undersøgte en privatleaset bil, og derefter tog politiets teknikere over, inden bilen blev flyttet væk af en Falck-bil, beskriver regionalmediet.

    /ritzau/