Holger Rune er planmæssigt videre til tredje runde i Miami Open.
Det står klart, efter at den 7.-seedede dansker natten til lørdag dansk tid slog ungarske Márton Fucsovics 6-3, 7-5 i sin første kamp i dette års udgave af ATP Masters 1000-turneringen.
Som nummer otte i verden var Rune favorit på vej ind til opgøret mod Fucsovics. Den ungarske nummer 74 i verden kan dog på dagen levere en god fight.
Danskeren spillede solidt – uden for alvor at folde sig ud – i en kamp, hvor det sprudlende duelspil udeblev. Rune var dog generelt ovenpå.
Første sæt tog danskeren 6-3 efter to servegennembrud.
I andet sæt tog de to spillere sig af deres egne servepartier frem til stillingen 6-5 til Rune, hvor Fucsovics skulle holde serv for at holde sig inde i kampen.
Her formåede danskeren at bide sig fast i ungarerens serveparti, og ved stillingen 30-40 fik Rune kampens første matchbold.
Her var danskeren skarp, da det gjaldt.
På en ellers stærk Fucsovics-serv fik Rune bolden i spil, og da ungareren gik til nettet, lykkedes det Rune at fremprovokere en fejl med et slag ned i fødderne på sin modstander.
Dermed kunne danskeren trække sig sejrrigt ud af det første møde mellem de to.
I tredje runde venter den 31-seedede argentiner Diego Schwartzman på 30 år, som er en særdeles erfaren spiller med blandt andet en French Open-semifinale bag sig.
/ritzau/











