Den største bank i Schweiz, UBS, er i dialog med Credit Suisse om at købe banken eller dele af banken. Det skriver finansmediet Financial Times.
Oplysningerne stammer fra anonyme kilder.
Credit Suisse, den næststørste bank i landet, er kommet under pres, fordi bankkunder har trukket store pengebeløb ud af banken.
I bankens årsregnskab kom det tirsdag frem, at kunder i sidste kvartal havde hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig ud.
Den schweiziske nationalbank og landets finansielle vagthund, Finma, har oplyst de tilsvarende myndigheder i henholdsvis USA og Storbritannien, at deres foretrukne løsning på at afværge en eventuel krise er, at Credit Suisse slås sammen med UBS, skriver Financial Times.
Der er dog “ingen garanti” for en aftale ifølge de anonyme kilder.
En anden kilde fortæller til finansmediet, at UBS ønsker at opgøre, hvilke risici der kan være forbundet med en overtagelse eller delvis overtagelse af den konkurrerende bank.
/ritzau/AFP











