Flygtningenævnet afgør, at syrere kan sendes tilbage til Latakia-regionen i Syrien. I to konkrete sager sendes de dog ikke retur, da de er personligt forfulgt.
Det skriver Flygtningenævnet på sin hjemmeside fredag.
– Flygtningenævnet har i begge sager tiltrådt Udlændingestyrelsens vurdering af, at forholdene i Latakia ikke kan begrunde en fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, skriver nævnet.
Udlændingelovens § 7, stk. 3 kan give en flygtning midlertidig opholdstilladelse i Danmark på baggrund af situationen i vedkommendes hjemland.
Udlændingestyrelsen har tidligere vurderet, at der ikke længere var grundlag for at forlænge de to personers opholdstilladelse i Danmark.
I de to konkrete sager har Flygtningenævnet dog vurderet, at de kan få opholdstilladelse efter den paragraf, der bruges, hvis man er personligt forfulgt.
Dermed har nævnet omgjort Udlændingestyrelsens afgørelser.
I 2019 vurderede de danske myndigheder, at situationen i Damaskus i Syrien ikke længere var så alvorlig, at den kunne give flygtninge fra området ret til asyl i Danmark.
Efterfølgende skete det samme med den omkringliggende region, Rif Damaskus.
/ritzau/











