Kunder i den lukkede Silicon Valley Bank (SVB) vil fra mandag lokal tid få adgang til deres konti.
Det oplyser amerikanske myndigheder søndag.
Den amerikanske regering har annonceret, at den vil iværksætte tiltag, der skal understøtte bankens konti og sørge for, at bankens pludselige sammenbrud ikke får større økonomiske konsekvenser.
Myndigheden Det Føderale Indskudsforsikringsselskab (FDIC) og USA’s Centralbank har i konsultation med USA’s præsident, Joe Biden, lavet en resolution.
Det fremgår af en fælles udtalelse fra USA’s finansminister, Janet Yellen, Chef for USA’s Centralbank, Jerome Powell, og FDI-chef Martin Gruenberg.
I udtalelsen lyder det, at tiltaget ikke kommer til at koste amerikanske skatteborgere penge.
– I dag skrider vi til handling for at beskytte den amerikanske økonomi ved at styrke offentlighedens tiltro til vores banksystem, lyder det i udtalelsen.
– Dette tiltag vil sikre, at det amerikanske banksystem fortsætter med at udfylde dets vigtige rolle med at beskytte konti og give adgang til kredit for husholdninger og forretning på en måde, der fremmer stærk og holdbar økonomisk vækst.
/ritzau/Reuters











