Bankkunder kan igen betale med kort og logge på netbank

    Kunder i bankerne Jyske Bank, Nordjyske Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Sydbank kan igen bruge betalingskort samt logge på net- og mobilbank.

    Det oplyser bankerne på deres hjemmesider og på Facebook søndag formiddag.

    Lørdag meddelte bankerne, at net- og mobilbanker var ustabile. Samtidig var der udfordringer med kortbetalinger.

    Ifølge Sparekassen Sjælland-Fyn var der tale om en teknisk fejl.

    – Problemerne er nu løst, og du kan derfor igen bruge dine løsninger, skriver banken på sin hjemmeside søndag klokken 09.45.

    Samme melding lyder fra Sydbank i en opdatering på Facebook søndag klokken 09.40.

    – Net- og mobilbank samt kortbetaling kører stabilt igen. Vi beklager endnu engang det bøvl, I har oplevet i løbet af i går (lørdag, red.), skriver Sydbank.

    Det fremgår ikke, præcis hvad de tekniske fejl består i.

    /ritzau/