Strejke kan lamme flytrafik i Berlin og Hamburg mandag

    Passagerer, der skal igennem en lufthavn i det nordlige Tyskland mandag, skal forberede sig på længere ventetider og aflyste flyafgange.

    Fagforeningen Verdi har varslet strejke blandt de ansatte i sikkerhedskontrollen i en række lufthavne.

    I Berlin ventes omkring 300 ansatte at nedlægge arbejdet i lufthavnen Brandenburg.

    Også i Hamburg, Bremen og Hannover vil lufthavnene være ramt af strejke.

    Det ventes at føre til 351 aflyste flyafgange i de fire lufthavne, meddeler den tyske sammenslutning af lufthavne, ADV. Omkring 100.000 passagerer ventes at blive påvirket af aflysningerne.

    Årsagen til strejken skal findes i en langvarig strid om betaling for arbejde om natten samt i weekender og på helligdage.

    – Verdi opfordrer til, at man giver en passende løn til sikkerhedspersonale, der arbejder på ubekvemme tidspunkter, skriver Verdi i en udtalelse.

    Fagforeningen peger på, at tillæg for at arbejde om natten, i weekender og på helligdage ikke har ændret sig siden 2006.

    Forhandlinger om at forhøje tillæggene har stået på i ti år, skriver Verdi.

    I Hamburg siger Verdis repræsentant, Lars Stubbe, at de sikkerhedsansatte i lufthavnen desuden strejker for en højere lønstigning end de to procent, der er givet til alle offentligt ansatte i de næste 27 måneder.

    Der er også givet engangsbeløb på 1500 og 1000 euro.

    Men det er slet ikke nok til at holde trit med inflationen, lyder det fra Verdi.

    – Mange familier har mistet mange penge i de seneste år på grund af inflation og coronavirus, siger Lars Stubbe til Reuters.

    I midten af februar var lufthavnen i Hamburg ramt af en 24 timer lang strejke. 253 flyafgange og omkring 32.000 passagerer var berørt af denne strejke, har lufthavnen oplyst.

    I slutningen af februar var mange flyafgange aflyst i lufthavnene i Köln og Düsseldorf, efter at Verdis medlemmer strejkede i 24 timer.

    /ritzau/dpa