Blockbuster i Norden skifter hænder fra Nuuday til SF Anytime

    Når de nordiske brugere logger ind på Blockbuster, er der inden for de næste seks måneder en ny ejer bag filmudlejningstjenesten.

    Blockbuster i Norden skifter hænder fra danske Nuuday til svenske SF Anytime. Det oplyser Nuuday i en meddelelse tirsdag.

    Da Nuuday blev skilt fra netværket i TDC Net, endte Blockbuster i Nuuday sammen med TDC’s tilbud om telefoni, bredbånd, tv og lignende.

    SF Anytime er førende på det svenske marked for køb og leje af film og tilhører Bonnier-koncernen.

    – Vi er både glade og stolte over at erhverve den førende danske digitale filmudlejningstjeneste Blockbuster og integrere tjenesten i vores virksomhed, siger SF Anytimes topchef, Michael Holmberg, i meddelelsen.

    – De to brands komplementerer hinanden utroligt godt, eftersom SF Anytime har en markedsledende position i Sverige, mens Blockbuster-brandet er dansk markedsleder.

    Overdragelsen finder sted i løbet af et halvt år.

    /ritzau/