Coop Bank har afvist kunder, der ikke kan tale dansk.
Det skriver Politiken.
Avisen bringer flere eksempler på, at banken har afvist kunder, der ikke taler dansk. Et af dem er en 28-årig malaysisk mand, der af bankens kundeservice fik at vide, at han ikke kunne få en konto, fordi han ikke taler dansk.
Et andet eksempel kommer fra en tillidsmand for avisuddelerne i distributionsfirmaet Post & Medier, Claus Haagensen.
80 procent af avisuddelerne har udenlandsk baggrund, og tillidsmanden siger, at han af Coop Bank har fået oplyst, at banken siger nej til kunder, der ikke kan tale dansk.
Finanstilsynet oplyser til Politiken, at en bank ikke kan afslå at oprette en basal betalingskonto til kunder, der ikke kan tale dansk.
Der er dog ifølge tilsynet ikke et krav om, at banken kommunikerer med kunder på et sprog, de forstår.
Altså er det i princippet kundens risiko, hvis de ikke kan tale dansk, og banken kommunikerer på dansk.
/ritzau/











