To tredjedele af taget på det nye Odense Universitetshospital skal repareres eller udskiftes, fordi det er lagt forkert.
Det oplyser Kenneth Holm, der er vicedirektør og projektorganisator for det nye supersygehus, til Avisen Danmark.
– Det arbejde, der er blevet lavet på taget, er ikke blevet lavet tilstrækkeligt omhyggeligt eller fagligt korrekt, siger han.
Det er 33.000 kvadratmeter ud af i alt 55.000 kvadratmeter tag, der er lagt forkert.
Det har resulteret i, at store mængder vand er kommet ind i byggeriet, hvilket har givet grobund for skimmelsvamp.
I midten af februar skrev Fyens Stiftstidende, at flere hundrede rum og toiletkabiner på det nye supersygehus er blevet angrebet af skimmelsvamp.
Det er den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera, der har stået for at bygge det nye supersygehus på Fyn.
/ritzau/











