Titusindvis af ejendomsvurderinger vil bero på forkerte data

    Den nye ejendomsvurdering til september vil bero på forkerte oplysninger for titusindvis af boligejere.

    Boligejerne vil samtidig ikke have mulighed for at klage over vurderingen.

    Det fremgår af over 1000 siders lovforslag om et nyt ejendomsvurderingssystem, som DR har læst igennem.

    Det er kritisabelt, mener professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Hanne Marie Motzfeldt.

    – Ud over at boligejernes grundlæggende rettigheder krænkes, fordi de ikke kan klage, så kommer de til at betale en forkert ejendomsskat, i forhold til hvis man havde anvendt de korrekte data, siger hun til mediet.

    Den nye lov betyder, at over 100.000 rettelser, som boligejerne har lavet i Bygnings- og Boligregistret (BBR), ikke vil blive talt med.

    Kun rettelser fra før 1. januar 2022 bliver medregnet i vurderingen.

    Det kaldes en “foreløbig 2022-vurdering”, og den afgør, hvor meget skat boligejerne skal betale i 2024.

    I 2025 falder den endelige vurdering, og først her bliver det muligt at klage over afgørelsen.

    I et skriftligt svar til DR Nyheder skriver Skatteministeriet, at det er nødvendigt at bruge disse data, “uanset om disse oplysninger måtte vise sig at være åbenbart forkerte”.

    /ritzau/