Scholz og Biden lover at straffe Rusland for krig i Ukraine

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, har “genbekræftet det stærke bilaterale forhold” til Tyskland. Det er sket under et møde med den tyske kansler, Olaf Scholz, fredag.

    De to ledere mødtes i Det Ovale Værelse i Washington D.C og talte sammen i mere end en time, oplyser en amerikansk embedsmand.

    Deres samtale kredsede især om vigtigheden af et fortsat “globalt sammenhold” med befolkningen i Ukraine, men også det fortsatte arbejde med at sikre humanitær, økonomisk og politisk støtte til det krigshærgede land.

    Mens Biden sad ved siden af den tyske leder i Det Ovale Værelse, takkede præsidenten Scholz for hans “styrke og lederskab” i forbindelse med krigen i Ukraine.

    Kansleren sagde, at det er vigtigt at demonstrere, at de allierede bakker regeringen i den ukrainske hovedstad, Kyiv, op, “så længe det varer, og så længe det er nødvendigt”.

    Amerikanske embedsmænd oplyste inden mødet, at det også var på dagsordenen at diskutere krigens status, samt hvordan man vil reagere, hvis Kina beslutter sig for at yde militær bistand til Rusland.

    Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022.

    /ritzau/Reuters