Holger Rune er videre i Mexico: Modstander trak sig

    Danske Holger Rune har vundet kvartfinalen i ATP-turneringen i Acapulco i Mexico, efter at hans modstander, Matteo Berrettini, har trukket sig i kampens andet sæt.

    Rune vandt første sæt 6-0 og var foran 1-0 i andet sæt, da italienske Berrettini valgte at trække sig.

    Kampen gik i gang klokken 05.15 fredag morgen dansk tid, men blev afbrudt af regn.

    Efter at kampen gik i gang igen, gik der ikke længe, før Berrettini måtte give op.

    Hvad der fik italieneren til at trække sig, står endnu ikke klart.

    Rune er nu videre til semifinalen i turneringen. Her skal han møde australieren Alex De Minaur, der ligger nummer 22 på verdensranglisten.

    /ritzau/