Rockwool afviser kundeforhold til den russiske regering

    Rockwool afviser at have haft et kundeforhold til den russiske regering, efter at anklager om sanktionsbrud i Rusland er blevet rettet mod isoleringsselskabet.

    Det skriver Rockwool på sin hjemmeside.

    – Rockwool har ikke og har ikke haft et kundeforhold til den russiske regering og det russiske militær i perioden fra annekteringen af Krim i 2014 og frem til i dag, skriver selskabet.

    Fredag kunne Danwatch og Ekstra Bladet beskrive, at Rockwools russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter til skibsværfter, der udfører ordrer på vegne af Ruslands forsvarsministerium.

    Men selskabet understreger, at man ingen kontrol har over, hvem slutbrugerne er.

    – Da vi globalt er markedsleder inden for stenuldsindustrien, er vores produkter bredt tilgængelige på en lang række markeder, inklusive Rusland. Her er de i mange år blevet solgt gennem en bred vifte af distributører.

    – Derfor ved Rockwool ikke og har ingen kontrol over, hvem alle slutbrugere er. Dette er ikke specifikt for Rusland, men snarere et resultat af, hvordan markedet fungerer i de fleste lande, også Danmark, lyder det videre.

    I denne uge har Erhvervsstyrelsen gjort det klart, at man ønsker at igangsætte en undersøgelse af selskabet.

    Man vil undersøge, om Rockwool har brugt regler om dual-use, som omhandler produkter, der kan bruges både civilt og til militære formål.

    /ritzau/