Lars Eller gør lyndebut for Stanley Cup-mesterholdet i NHL

    Knap syv timer. Så længe skulle der gå fra, at Colorado Avalanche offentliggjorde, at holdet havde hentet Lars Eller, til at danskeren fik sin debut for Stanley Cup-mestrene på isen i NHL, Nordamerikas bedste ishockeydivision.

    Desværre for danskeren og co. endte kampen med et 5-7-nederlag til New Jersey Devils.

    Lars Eller startede i holdets tredje kæde og fik i alt 14 minutter og 28 sekunder på isen.

    Efter at være kommet bagud 1-3 i første periode så det svært ud for Colorado Avalanche.

    Da New Jersey Devils gjorde det til 5-1 efter knap seks minutter af anden periode, så det nærmest umuligt ud.

    Men tre mål på godt to minutter for Colorado gav liv i kampen igen, inden New Jersey Devils udbyggede føringen til 6-4.

    I tredje periode skabtes der igen håb i Colorados geledder. Russiske Valeri Nichushkin reducerede til 5-6 for Colorado Avalanche, og holdet kunne begynde at lede efter en udligning.

    Den kom dog aldrig, og i stedet kunne schweiziske Nico Hischier hamre pucken i et tomt net og gøre det til 7-5 for New Jersey Devils, efter at Colorado havde taget holdets målmand af isen.

    /ritzau/