Djøf-udvalg vil have ny praksis i centraladministrationen

    Der skal indføres ny praksis i alle ministerier, og rammerne skal være strammere for både embedsværk og politikere, så det bliver klarere, at en politisk beslutning er lovlig, før den meldes ud i offentligheden.

    Det er ifølge Politiken én af anbefalingerne fra et udvalg, som fagforeningen Djøf har nedsat. Anbefalingerne ventes at blive præsenteret som en rapport fredag.

    Udvalgets formand, Karsten Dybvad, der er tidligere departementschef i Statsministeriet, mener, at første anbefaling ville have været brugbar i det, der er blevet kendt som instrukssagen.

    Her er Inger Støjberg, der på det tidspunkt var udlændinge- og integrationsminister for Venstre, dømt for at have give en ulovlig instruks om at adskille asylpar.

    – Når nu det er en regering, der har ansvaret for et helt land og hele befolkningen, og de tager væsentlige og vidtrækkende beslutninger, er man efter vores mening nået til et punkt nu, hvor det kunne være en god idé – også i de situationer, hvor man er under pres – at man både har et referat af beslutningen og en tjekliste. Og tjeklisten er, at der skal foreligge sådan et dokument, siger Karsten Dybvad.

    Udvalgets anbefalinger går blandt andet ud på, hvordan der kan komme større gennemsigtighed i centraladministrationen, hvordan der kan komme mere tid til at arbejde på udspil, og hvordan der kan skabes bedre sammenspil mellem folketingspolitikere, ministre, embedsværk og medier.

    /ritzau/