Macron varsler lukning af franske militærbaser i Afrika

    Frankrig vil mindske sin militære tilstedeværelse i Afrika markant.

    Det meddeler Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forud for en rundrejse til fire af Frankrigs tidligere kolonier i Afrika.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Planen indebærer blandt andet, at Frankrig vil lukke alle sine ordinære militærbaser på kontinentet.

    Franske soldater vil dog fortsat være til stede i Afrika. Frankrig vil således oprette baser, der skal drives i samarbejde med de nationale hære i de pågældende afrikanske lande.

    – Ændringen vil ske i de kommende måneder med en bemærkelsesværdig reduktion af vores antal (af soldater, red.), og en større tilstedeværelse af vores afrikanske partnere på disse baser, siger Macron.

    Fransk militær har allerede trukket sig ud af Mali og Burkina Faso efter flere års forsøg på at bekæmpe militante grupper i de to afrikanske lande.

    Frankrig er fortsat tilstede militært i blandt andet Djibouti, Elfenbenskysten og Senegal.

    /ritzau/AFP