En 59-årig politibetjent er mandag blevet dræbt af skud på en politistation i byen Trieben i Steiermark i det centrale Østrig.
Skuddet blev afgivet af en 46-årig kollega.
Det skriver flere østrigske medier – herunder ORF og Salzburger Nachrichten.
Det er foreløbig uvist, om skuddet blev afgivet ved et uheld, eller om det var overlagt. Den betjent, der affyrede skud, er blevet anholdt.
Det oplyser østrigsk politi på Twitter ifølge ORF.
Skudepisoden udspillede sig omkring klokken 07.45. Herefter var redningsmandskab hurtigt fremme på stedet, hvor offeret blev forsøgt genoplivet. Det lykkedes dog ikke.
Hans familie og kolleger modtager krisehjælp som følge af hændelsen.
/ritzau/











