Britiske Cameron Norrie tog revanche over en skrantende Carlos Alcaraz, da han søndag sikrede sig sejren i ATP-turneringen Rio Open i Brasilien.
Norrie slog spanieren med cifrene 5-7, 6-4, 7-5 på to timer og 50 minutter.
Sejren kommer præcis en uge, efter at Norrie tabte til Alcaraz i finalen i Argentina Open i Buenos Aires.
– Det er så specielt at vinde den her. Især efter at jeg har tabt et par finaler i år, siger briten, der også tabte en finale ved en ATP-turnering i Auckland i New Zealand.
Mens Norrie kunne fejre sin sejr, måtte Alcaraz bekymre sig om sin krop efter kampen, hvor han flere gange måtte tilses af en fysioterapeut.
Den 19-årige, der kom tilbage efter en fire måneders lang skadespause i sidste uge, havde tydeligt problemer med et ømt baglår mod slutningen af kampen.
Hans højre lår blev bundet ind halvvejs i andet set.
/ritzau/AFP











