Danske fiskere får kompensation for tabte fiskekvoter efter brexit

    Danske fiskere mistede store summer penge i forbindelse med Storbritanniens farvel til EU 31. december 2020. Her måtte fiskerne afgive fiskekvoter.

    Men nu er det lykkedes Danmark at sikre kompensation til fiskerne.

    EU-Kommissionen har godkendt en pulje på 840,8 millioner kroner under EU’s brexit-reserve. Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

    Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, er lettet over, at aftalen om kompensation endelig er på plads.

    – Vi har kæmpet benhårdt for kompensation for de fiskekvoter, som blev taget fra dansk fiskeri i forbindelse med brexit-aftalen. Derfor er det glædeligt, at kompensationen nu er på plads.

    – Jeg håber, at vi nu kan lægge brexit bag os og se fremad. Kompensationen sikrer, at fiskeriet fortsat kan bidrage med sunde og klimavenlige fødevarer og vigtige arbejdspladser i vandkantsdanmark, siger han i pressemeddelelsen.

    Efter brexit vedtog EU at oprette en såkaldt brexit-reserve. Den danske andel er samlet på omkring to milliarder kroner, hvoraf cirka 1,3 milliarder er afsat til fiskerisektoren og lokalområderne.

    Fordelingen af de ca. 1,3 milliarder blev fastsat i en politisk aftale med samtlige partier i Folketinget den 16. december 2021.

    Puljen på 840,8 millioner går direkte til fiskerierhvervet og skal kompensere fiskere, der den 31. december 2020 ejede kvoter, som blev reduceret på grund af brexit.

    Puljen bliver åbnet i starten af maj 2023, hvorefter danske fiskere kan søge.

    – Brexit var et hårdt slag for dansk fiskeri, og det har ramt erhvervet på indtjeningen, efter at kvoterne er reduceret.

    – På tværs af Folketinget blev vi enige om en hjælpepakke til fiskere, følgeerhverv og lokalområder for de tab, de har lidt. Derfor er jeg rigtig glad for, at EU nu endeligt har godkendt den største af ordningerne, så vi snart kan få mere end 840 millioner kroner ud at leve, siger fiskeriminister Jacob Jensen (V).

    /ritzau/