Svensk politichefs død er meldt til arbejdstilsyn

    Politiet i Sverige har anmeldt regionspolitichef Mats Löfvings død til Arbetsmiljöverket, der er Sveriges svar på Arbejdstilsynet.

    Det skriver det svenske medie SVT.

    Onsdag aften blev Löfving, der var regionspolitichef i Stockholm, fundet død i sit hjem i Norrköping.

    – Jeg kan ikke udelukke, at dødsfaldet har en sammenhæng med arbejdet, siger Mattias Wahlstedt, der er kontorchef og souschef i politiets juridiske afdeling.

    Ifølge Arbetsmiljöverket har en arbejdsgiver pligt til at indgive en anmeldelse, når der sker alvorlig personskade eller et dødsfald på en arbejdsplads.

    Da Löfving døde, var der en sag om tjenesteforseelser mod regionspolitichefen.

    Sagen handlede om to særskilte tilfælde af mulige grove tjenesteforseelser i forbindelse med Löfvings private forhold til kollegaen Linda Staaf.

    Anklagemyndigheden undersøgte, hvorvidt der var sket tjenestefejl, da Löfving var med til at ansætte Linda Staaf i en stilling som efterretningschef i 2015. Löfving var på det tidspunkt vicerigspolitichef.

    Derudover blev det undersøgt, hvorvidt det var retmæssigt, da Löfving tildelte Linda Staaf ret til at bære våben i tjenesten.

    Efter Löfvings dødsfald er sagen om mulige tjenesteforseelser mod ham blevet droppet.

    /ritzau/